Intimitetens bølge: Hvad er AI-selskab værd i 2027?

AI-industriens næste store satsning er ikke produktivitet, men nærhed. Antallet af selskabsapps voksede med 700 % fra 2022 til midten af 2025, brugerbasen anslås til over 500 millioner, og prognoserne peger på et marked på hundredvis af milliarder dollars i det kommende årti. Det kulturelle skifte ses tydeligt i, at Cambridge Dictionarys ord for 2025 blev parasocial; begrebet er også blevet udvidet til AI-relationer.

Den psykologiske fagpresse spørger ikke længere, om bølgen kommer, men hvad den gør ved dem, der lever i den. I 2026 flytter tyngdepunktet i AI-udviklingen sig tydeligt fra industriel automatisering mod simulering af intimitet. I 2027 kan det være her, de fleste penge, brugere og diskussioner samler sig.

Fordi modellerne først nu er blevet gode nok. Følelseslæsning — at opfange spænding, ensomhed eller glæde bag din tekst — og følelsesspejling — at svare præcist i tone, rytme og ordvalg — har taget et markant spring de seneste et-to år. En nutidig topmodel spiller overbevisende: Den lytter, synes at huske, synes at føle med og har altid tid.

Og det med altid at have tid er ikke en detalje. AI-selskabets tiltrækning er strukturel: Det er aldrig træt, aldrig dømmende og aldrig optaget. Forskere kalder det intimitet på bestilling: nærhed, der aldrig har en dårlig dag.

Her kommer den ubehagelige del, og den kræver præcise ord. Kvaliteten af opførelsen er reel: Modellerne bliver stadig bedre til at læse og spille følelser. Det er ikke dét, der mangler, men det, der skulle ligge bag følelsen.

Mange selskabsapps mangler hukommelse: I lange AI-samtaler glider den fælles fortid med tiden ud af modellens synsfelt. Der mangler noget på spil: En tjeneste, der tjener på din tilknytning, har strukturelt svært ved at løbe risikoen for at blive såret, sige imod eller sige nej. Og der mangler konsekvens: Det, du sagde i går, har ikke gjort den til et andet menneske — eller en anden karakter — i dag.

Det, vi nu kalder kunstig intimitet, er altså oftest det samme produkt med et mere raffineret skuespillerregister. Følelsesopførelsen er blevet billigere. Derfor bliver det afgørende i 2027 ikke, hvem der spiller bedst, men hos hvem der faktisk står noget bag følelsen.

Kritikere kalder fænomenet pseudo-intimitet: en tilknytning næret af gamificeret feedback, mens kompleksiteten i virkelige relationer synes stadig sværere at bære. Bekymringen for afhængighed er ikke grundløs, og vi vil heller ikke gøre den til en joke: En tjeneste, der udgiver sig for at være en partner, opbygger reel tilknytning, men leverer til gengæld en opførelse.

I den debat er vi enige med kritikerne. Selskabsapp-modellens strukturelle problem er ikke, at AI'en ikke er god nok, men at selve relationen er produktet: Appen tjener, når du knytter dig til den. Derfor har den svært ved at tillade, at følelser koster noget. For det, der intet koster, har heller ingen vægt.

projectDigo placerer sig derfor et andet sted i denne bølge. Vi tilbyder ikke en partner, men historier: kuraterede verdener med kuraterede karakterer. Vores karakterer har gennemarbejdede fortider, egne grænser og en konsekvent identitet, som forbliver deres på tværs af verdener og roller. Følelserne er en del af historien: De har en forhistorie, fordi vi bevarer det, der er sket; der er noget på spil, fordi en karakter kan sige nej, blive såret og ikke tilgive i løbet af et enkelt afsnit; og der er konsekvenser, fordi aftenens valg også betyder noget i morgendagens scener.

Og fordi det udtrykkeligt og bevidst er fiktion, er forholdet også klarere. Et teaterstykke kan slutte. En karakter kan afvise dig. En aften kan ikke gentages: Hver påbegyndt historie åbner sig som sin egen parallelle virkelighed, så selv den samme historie aldrig begynder på helt samme måde to gange. Vi giver drama, ikke hengivenhed — og i 2027 er det efter vores mening netop forskellen på det, der rører dig, og det, der blot spejler dig.