Intimitet på bølgetoppen: Hvad er AI-ledsagere værd i 2027?

AI-industriens næste store satsning handler ikke om produktivitet, men om nærhed. Antallet af ledsager-apps steg med 700 % fra 2022 til midten af 2025, brugerbasen anslås at have rundet 500 millioner, og prognoserne ser et marked på flere hundrede milliarder dollar i det kommende årti. Det kulturelle skifte blev tydeligt, da Cambridge Dictionary kårede parasocial til årets ord i 2025 — et begreb, der også er blevet udvidet til AI-relationer.

Den psykologiske fagpresse spørger ikke længere, om denne bølge kommer, men hvad den gør ved dem, der lever i den. I 2026 flytter tyngdepunktet i AI-udviklingen sig tydeligt fra industriel automatisering mod simulering af intimitet. I 2027 kan det være her, de fleste penge, de fleste brugere og de fleste diskussioner samler sig.

Fordi modellerne nu er blevet gode nok. Følelsesmæssig aflæsning — at opfange spænding, ensomhed eller glæde bag dine ord — og følelsesmæssig spejling — at svare præcist med tone, rytme og ordvalg — er blevet markant bedre de seneste par år. En moderne topmodel er overbevisende i sin optræden: Den lytter, ser ud til at huske, ser ud til at føle med dig og har altid tid.

At den altid har tid, er ikke en detalje. AI-ledsagerens tiltrækningskraft er indbygget i strukturen: Den bliver aldrig træt, dømmer aldrig og har aldrig travlt. Forskere kalder det intimitet efter behov: nærhed, der aldrig har en dårlig dag.

Her kommer den ubehagelige del, og det er værd at være præcis. Kvaliteten af optrædenen er reel: Modellerne bliver stadig bedre til at aflæse og spille følelser. Det, der mangler, er ikke følelsen i sig selv, men det, der skulle ligge bag den.

Bag mange ledsager-apps findes der ingen hukommelse: I lange AI-samtaler glider den fælles fortid med tiden ud af modellens synsfelt. Der er intet på spil: En tjeneste, hvis indtjening afhænger af din tilknytning, har strukturelt svært ved at løbe risikoen for at såre dig, modsige dig eller sige nej. Og der er ingen konsekvens: Det, du sagde i går, har ikke gjort den til et andet menneske — eller en anden karakter — i dag.

Det, vi i dag kalder kunstig intimitet, er altså for det meste det samme produkt med mere raffinerede skuespillertricks. Det er blevet billigere at spille følelser. Derfor bliver spørgsmålet i 2027 ikke, hvem der spiller bedst, men hvem der faktisk har noget bag følelsen.

Kritikerne kalder fænomenet pseudo-intimitet: en tilknytning, der næres af gamificeret feedback, mens virkelige relationers kompleksitet føles stadig sværere at bære. Bekymringen for afhængighed er ikke ubegrundet, og vi har ingen intention om at gøre den til en vittighed: En tjeneste, der udgiver sig for at være en ledsager, opbygger en reel tilknytning, men leverer til gengæld en optræden.

I den diskussion er vi enige med kritikerne. Ledsager-app-modellens strukturelle problem er ikke, at AI’en ikke er god nok, men at selve relationen er produktet: Appen tjener penge, når du knytter dig til den. Derfor er det svært for den at tillade, at følelser har en pris. Og det, der ikke har en pris, har heller ingen vægt.

Derfor placerer projectDigo sig et andet sted i denne bølge. Vi tilbyder ikke en ledsager, men historier: nøje udvalgte verdener med nøje udvalgte karakterer. Vores karakterer har en gennemarbejdet fortid, deres egne grænser og en konsekvent personlighed, som forbliver deres på tværs af verdener og roller. Følelserne er en del af historien: De har en baggrund, fordi vi husker det, der er sket; de har noget på spil, fordi en karakter kan sige nej, blive såret og ikke tilgive inden for et enkelt afsnit; og de har konsekvenser, fordi aftenens beslutninger også betyder noget i morgendagens scener.

Og fordi det tydeligt og bevidst er fiktion, bliver forholdet også renere. Et teaterstykke kan slutte. En karakter kan afvise dig. En aften kan ikke gentages: Hver historie, du starter, åbner sig som sin egen parallelle virkelighed, så den samme historie aldrig begynder helt på samme måde to gange. Vi giver dig drama, ikke hengivenhed — og i 2027 bliver det efter vores opfattelse netop forskellen på det, der rører dig, og det, der bare spejler dig.